Med en pulje på 24 millioner kroner åbnes der nu op for at foreninger, lodsejere og kommuner kan søge midler til friluftsfaciliteter i de mange fredede områder eller ved et af de tusinde fortidsminder. Formålet er at give offentligheden mulighed for flere og bedre naturoplevelser. Det skriver FødevareErhverv.
Det er regeringens og Dansk Folkepartis aftale om Grøn Vækst, der åbner op for støtteordningen. Der er afsat fire millioner kroner årligt i perioden 2010-2015. Der kan eksempelvis gives tilskud til standere med information om fredede naturområder, bedre adgangsforhold til naturområder med fortidsminder, borde, bænke og fugletårne.
- Med ordningen giver vi mulighed for bedre adgang til naturen. Jeg ser et stort potentiale for, at lokale foreninger gennem aftaler med landmænd bidrager til at give lokalområdet et løft med hensyn til bedre adgang til naturen, siger fødevareminister Henrik Høegh (V).